Alice – en del af Christianssædes fremtid
Dette værelse er opkaldt efter Alice, Andreas Karbergs datter.
Christianssæde er fyldt med historier om mennesker, der har sat deres aftryk på stedet gennem flere hundrede år. Men historien stopper ikke her. Da Christianssæde skulle genopstå efter branden, blev hele familien en del af projektet – og Alice har sammen med sin bror Albert været tæt involveret i både restaureringen og den daglige drift af godset.
Deres bidrag handler derfor ikke om at bevare en afsluttet historie, men om at være med til at skrive det næste kapitel.
Et familieprojekt
Alice har sat sit eget præg på Christianssæde og på livet omkring den gamle herregård. Derfor ønskede familien, at hendes indsats skulle være en synlig del af huset – og at hendes navn skulle leve videre her.
Lyt til Andreas Karberg fortælle, hvorfor netop Alice har fået sit eget værelse på Christianssæde – og om familiens rolle i at føre stedet videre.
